Artikler
Infektion i ørerne Hørelsen er en truet sans Det suser for ørene! Tilskud til høreapparater Vi hører ikke efter Hallo – er der nogen hjemme Hvad er der galt med mine ører Sikke en trængsel og alarm Lær at leve med forandringerne
Infektion i ørerne – hvad kan jeg gøre?
Af Hanne Rosenkilde, cand.pharm., audiologist


I min klinik møder jeg mange hørehæmmede, der også klager over smerte i ørerne. Det er vigtigt at få undersøgt, hvad årsagen er, så den rette behandling kan starte. Smerten stammer hyppigt fra en infektion enten i mellemøret eller i øregangen, og står øresmerten på meget mere end nogle dage er det vigtigt at søge læge, så en behandling kan startes.

Mellemøret
Mellemøret er normalt luftfyldt, fordi det har forbindelse til næsesvælget gennem det eustakiske rør. Røret åbner sig normalt ved synkebevægelser og udligner derved det undertryk, som kan opstå i mellemøret, hvis røret er lukket gennem længere tid på grund af svulne slimhinder som ved f.eks. forkølelse. Det er det vi udnytter til trykudligning, når vi er ude at flyve, dykke eller oplever en prop i øret.

Når det eustakiske rør er lukket, opstår der undertryk i mellemøret, fordi mellemøreslimhindens blodkar indeholder mindre ilt end den atmosfæriske luft. Undertrykket bliver efterfølgende udlignet ved udsivning af steril væske fra blodbanen. Både undertryk og væske nedsætter bevægeligheden i trommehinden og mellemøreknoglerne med nedsat hørelse til følge. Tilstanden vil ofte gå over af sig selv, når forkølelsen forsvinder og det eustakiske rør igen kan åbne sig frit. Det kan dog også vare så længe (over 3 måneder), at slimcellerne i mellemøret begynder at danne et sekret, som kan blive så sejt, at det ikke selv kan glide ud af det eustakiske rør. Derfor er det vigtigt at søge læge i tide.

Det eustakiske rør har normalt en god funktion for hørelsen, dels ved at sikre luft i mellemøret, dels ved at sikre afløb af det sterile sekret. Infektioner fra næsesvælget kan imidlertid brede sig til mellemøret, evt. fremskyndet af næsepudsning, som øger lufttrykket i næsesvælget. Det kan være virus eller bakterier, der på denne måde via røret bevæger sig op i mellemøret. Der kan opstå øresmerter, rødme af trommehinden og feber (akut otit) på grund af virus- eller bakteriefyldt sekret (pus). Der kan gå hul på trommehinden og øregangen fyldes med pus, hvis der ikke bliver behandlet i tide.

Øregangen
Øregangen er det hulrum der er fra øret ind til trommehinden, og betændelse i øregangen dækker over både eksem i øregangen og egentlig betændelse i det ydre øre, hvor bakterier eller svampe er involveret.

Betændelse i øregangen kan opstå af mange årsager og er en almindelig lidelse. Fugt er en vigtig risikofaktor, f.eks. ved hyppige bade, swimmingpools med vand, der irriterer øregangen eller svømning i vand, der indeholder bakterier. Fremmedlegemer som f.eks. rensning af øregangen med vatpind, megen ørevoks eller brug af høreapparat eller ørepropper kan irritere øregangen og skabe små sår, der bliver udgangspunkt for infektion. Allergi eller overfølsomhed kan også genere huden og danne udgangspunkt for en irritationstilstand og infektion.

Ved øregangseksem bliver øregangen rød og skællende, og det gør ondt, når man rører ved området. Der kan også være hævelse og udflåd fra øret. Der vil også være stærk kløe. Eksemet er som regel vedvarende, selvom det i perioder kan være i ro. Bakterieinfektion af øregangen vil ofte opstå i et allerede eksisterende eksem. Det vil opleves som tiltagende smerter og ømhed samt mere og hvidligt udflåd fra øret. Over et par dage vil området hæve op og blive spændt. Svampeinfektion vil give mere afdæmpede symptomer med lette smerter, kløe og tyndtflydende sekret.
 

© 2010 | Audiomas | 0034 951260702 | hro@audiomas.com