Sikke en trængsel og alarm
- vores opfattelse af tale
Af Hanne Rosenkilde, cand.pharm. og audiologist, AudioMas SL
Der er lyde omkring os hele tiden. I skolen, på arbejde, i trafikken, i skoven, på stranden. De fleste ting fremkalder en lyd når man slår på dem, og hver ting har sin lyd. Vi laver lyde når vi taler, når vi spiser, når vi sover. Her i Spanien er der flere og høje lyde alle vegne. Selv i en parkeringskælder er der musik.
Lyd kan fysisk set beskrives som svingninger i luftens molekyler - lydbølger. Lyden bevæger sig som usynlige bølger i luften og kan have forskellig svingningstal alt efter hvilken lyd, der er tale om. Når man taler om lyd, er der 3 vigtige begreber: Styrke, hastighed og frekvens.
Styrke
Styrke måles i decibel(dB), og den svageste lyd mennesket kan opfatte er 1 dB, og allerkraftigste lyd, man kan klare, er 140dB – smertegrænsen, hvorefter man kan risikere at trommehinden sprænges. Almindelig samtale foregår ved 55-60 dB.
Hastighed
Lydens hastighed måles som regel i meter/sekund. Hastigheden er forskellig alt efter hvilket stof man hører lyden igennem. Lydens hastighed i luft er 343 m/s og i vand 4 gange så hurtig nemlig 1500 m/s.
Frekvens
Frekvens afspejler lydens højde og måles i Hertz (Hz). Jo flere svingninger jo højere lyd, jo færre svingninger jo lavere lyd. En almindelig tale har ikke kun én frekvens men mange frekvenser.
Stemmens anatomi
Hele den proces, at synge en tone, starter med indånding. Dermed løsnes musklerne i mellemgulvet, og lungerne bliver udvidet. Når man så puster ud igen samtidig med at man spænder mavemusklerne, dannes der en vibrerende luftsøjle, som presses opad, fordi lungerne trækker sig sammen igen. Styrken bestemmes af muskulaturen omkring lunger og mellemgulvet, denne muskulatur kaldes åndedrætsmuskulaturen. Luftsøjlen danner også grundlag for frekvensen idet en dyb tone kræver en høj luftsøjle, som kan mærkes i mellemgulvet, og en lys tone kun kræver en kort, der kan mærkes i struben.
Høresansen
Vores evne til at opfatte lyd er tæt forbundet med det indre øres bearbejdning og omsætning af lydens svingninger til små elektriske signaler. Lyden opfanges af vores ydre øre og fortsætter igennem øregangen og videre gennem mellemørets små knogler - hammer, ambolt og stigbøjle, til øresneglen, hvorfra lyden videresendes via hørenerven op til de auditive områder i hjernen. Når vi siger, at vi hører lyd, er der inden da foregået en forfinet og kompliceret omsætning af luftens svingninger til elektriske signaler i vores sanseorgan, øret, som efterfølgende opfattes som lyd i hjernen.
Hørenedsættelse og døvhed
Den mest almindelige form for forringelse af høresansen er hørenedsættelse, der simpelthen nedsætter evnen til at høre. Hørenedsættelse kan forekomme lige fra i ganske mild grad, så det knap nok generer, og til total døvhed. Hørenedsættelse forekommer ofte som følge af kraftig støjpåvirkning, men det sker også tit i takt med alderen, altså såkaldt alderstunghørhed som næsten alle mennesker får. Årsagen til hørenedsættelse skyldes ofte at fimrehårene i sneglen er blevet beskadiget, således at de ikke mere kan opfange lyd og sende signaler videre til hjernen. En anden grund kan være at selve hørenerven er svækket, så den ikke kan modtage signalerne fra fimrehårene.
Med alderen bliver de fleste mennesker mere følsomme overfor lyd. Dette synes især at gælde mennesker med nedsat hørelse. Sagt på en anden måde: Det område, hvor du kan høre og finder lyd behagelig er indsnævret. Svage lyde høres ikke, mens kraftige lyde generer.
Den mest kendte form for behandling af hørenedsættelse er et almindeligt høreapparat. Et høreapparat består af en mikrofon, en forstærker, en højtaler og et batteri og er altså faktisk et lydanlæg i mini-udgave. Det kan i de allerfleste tilfælde afhjælpe hørenedsættelse.
